
Lad hjertet hjælpe dit barn til ro
– om børns søvn, nærvær og hjertemeditation
Hver aften, når solen går ned og dagen går på hæld, opstår der et lille vindue af mulighed. Et øjeblik, hvor vi – ofte uden at tænke over det – kan gøre en stor forskel for vores børn.
Pyjamas. Tandbørste. Bamse. Dyne. Aften efter aften gentager vi putteritualet.
Og så er der det særlige øjeblik sidst på dagen. Når lyset dæmpes, stemmen bliver blødere, og verden langsomt slipper sit greb. Det er her, mange børn stadig bærer dagen i kroppen – glæde, uro, spørgsmål, træthed.
Nogle aftener er lette og rolige. Andre fyldt med gråd, modstand og stress.
Ved du, hvad der gør forskellen hos jer? Hvorfor glider nogle aftener blidt ind i søvn, mens andre bliver svære?
Tag et øjeblik og mærk efter, før du læser videre.
Søvn begynder i relation
Det, jeg har lært som mor til to, er dette: Børn er trætte efter en lang dag med indtryk – men de falder først i søvn, når kroppen oplever tryghed. Når barnet mærker tryghed, falder pulsen. Åndedrættet bliver dybere. Musklerne slipper sin spænding. Og søvnen får plads til at komme – blidt, naturligt og uden kamp.
Da mine børn var 3 og 6 år, mødte jeg hjertemeditationen på et kursus. Jeg vidste med det samme, at her var noget, jeg ville dele med dem. De elskede det fra første aften – og det gjorde jeg også.
Ikke alene blev det en nær, kærlig og rolig afslutning på dagen. De faldt også hurtigere i søvn og sov mere sammenhængende. Når jeg fortalte dem om deres smukke, lysende hjerter i små fantasirejser, ændrede min stemme sig. Mit åndedræt faldt til ro. Og børnene mærkede det med det samme.
Min ro og mit nærvær smittede.
Jeg lærte, at der findes et helle i hvert et hjerte, hvor søvnen stille svæver ind og tager os med til drømmeland. Sammen fandt vi porten til drømmeland.
I hjertemeditation skifter vi gear
I dag – halvandet årti senere og med mere end 45.000 solgte bøger – og gennem samtaler med tusindvis af forældre, forstår jeg tydeligt, hvad der sker.
Hjertemeditation hjælper først os som forældre – og siden barnet – med at skifte gear.
Fra dagens aktivitet til nattens hvile.
Når vi sammen retter opmærksomheden mod hjertet, inviterer vi nervesystemet til at bevæge sig fra det sympatiske til det parasympatiske. Det er den del af nervesystemet, der fortæller kroppen, at dagen er ovre, og at det er sikkert at give slip.
Når dette skifte sker i et felt af kærlighed og nærvær, forstærkes effekten. Det er enkelt – og dybt virkningsfuldt.
At regulere – sammen
Små børn kan ikke regulere sig selv alene. De lærer det gennem os. Når vi mediterer sammen, viser vi barnet, hvordan man kan være med sine følelser uden at skulle skubbe dem væk. Hjertemeditationerne giver barnet et indre sted at vende hjem til – et sted med varme, ro og venlighed.
Mange forældre oplever, at deres børn falder hurtigere i søvn, sover mere sammenhængende og vågner mere udhvilede. Ikke fordi noget bliver “fikset”, men fordi kroppen får lov til at finde sin egen rytme.
Over tid bliver dette sted velkendt.
Barnet lærer:
Jeg kan finde ro.
Jeg kan være med det, der er.
Jeg kan lande i mig selv.
Det er selvregulering i sin mest nænsomme form.
Og måske lige så vigtigt: Hjertemeditationerne giver også forælderen et øjebliks ro.
Et stille ritual, der bærer ind i natten
Hjertemeditationerne er ikke noget, der skal gøres rigtigt eller perfekt. De skal blot mærkes – i kroppen og i hjertet.
Som et lille ritual, der gentages igen og igen. Som en stille bro fra dag til nat. Som en påmindelse om, at hjertet altid er der – vågent, varmt og trygt.


Efterlad en kommentar
Denne side er beskyttet af hCaptcha, og hCaptchas Politik om beskyttelse af persondata og Servicevilkår er gældende.